Da Mike startede hos FlexDanmark midt under coronapandemien, var det som trafikstyrer i callcenteret, der tidligere var en del af FlexDanmark.
Selvom starten på arbejdslivet var lidt anderledes end normalt, faldt han hurtigt godt til og blev en del af fællesskabet.
I løbet af de første år voksede både opgaverne og ansvaret, og Mike var glad for sit arbejde. Alligevel begyndte tanken om at prøve noget nyt at melde sig.
"Jeg havde lyst til at udvikle mig og prøve kræfter med noget andet. Heldigvis er FlexDanmark en arbejdsplads, hvor man bliver set, og hvor der er mulighed for at udvikle sig."
I dag arbejder Mike i Service & Support, hvor han sammen med sine kollegaer hjælper trafikselskaber og brugere videre, når udfordringer opstår. En stor del af dagen går med at besvare henvendelser, finde løsninger og sikre, at de rette personer kommer på sagen. Samtidig hjælper han også kollegaer internt, når der er brug for en ekstra hånd eller et godt råd.
Hvis du spørger kollegaerne, vil de nok også nævne noget andet, når de beskriver Mike: Hans gode humør. Der er sjældent langt til et smil eller en sjov kommentar, og det bidrager til den positive stemning, som præger afdelingen.
For Mike er det netop kulturen, der gør FlexDanmark til en særlig arbejdsplads.
"Jeg kan ærligt sige, at alle mennesker herinde er fantastiske at arbejde sammen med. Der er en hjælpsomhed og en positiv stemning, som gør det til et sted, man glæder sig til at møde ind på."
Selvom FlexDanmark kun tæller omkring 40 medarbejdere, er opgaverne mange og meget forskellige. Det er noget af det, Mike sætter stor pris på.
"Vi løser utrolig mange forskellige opgaver hver eneste dag, og fælles for dem alle er, at de bidrager til at gøre den kollektive trafik bedre. Det giver en følelse af, at det arbejde, vi laver, faktisk gør en forskel."
Når arbejdsdagen er slut, er Mike stadig med til at styrke fællesskabet. Han er nemlig en del af virksomhedens festudvalg, hvor han er med til at arrangere sociale aktiviteter og arrangementer for kollegaerne.
"Det er altid sjovt at planlægge noget for kollegaerne, men det bedste er næsten at opleve, hvor mange der deltager. Det siger meget om fællesskabet her."
Når han ser tilbage på sin tid i FlexDanmark, er han især glad for beslutningen om at skifte spor internt.
"Det har givet mig nye udfordringer, nye kompetencer og mulighed for at udvikle mig. Samtidig har jeg fået bekræftet, at man ikke nødvendigvis behøver skifte arbejdsplads for at prøve noget nyt. Nogle gange skal man bare skifte stol."
I dag føler Mike, at han er landet på den helt rigtige hylde.
"Jeg elsker at gå på arbejde, og det er faktisk en ret fantastisk følelse at have."
Vil du være en del af os?