Da Helle for snart fem år siden blev opfordret af en tidligere leder til at søge en stilling hos FlexDanmark, vidste hun ikke meget om FlexDanmark.
Men jo mere hun læste om virksomheden og dens samfundskritiske opgave, desto mere interessant blev den.
"Jeg blev fanget af den samfundskritiske opgave og af, at organisationen var mindre end det, jeg kom fra. Jeg læste også et par medarbejdercases på hjemmesiden, hvor FlexDanmark blev rost, og tonen virkede både imødekommende og tiltrækkende."
Efter mange år i finanssektoren oplevede hun en markant forandring, da hun trådte ind i en mindre og mere specialiseret organisation.
"Beslutningsvejene er korte, døren til direktørens dør står ”altid” åben og alle kender alle. Jeg nyder den kultur, vi har, hvor vi hjælper hinanden og står sammen i bussen, hvis lokummet brænder."
Fra projektleder til funktionsleder
Helles karriere i FlexDanmark har budt på flere forskellige roller og ansvarsområder. Hun startede som Implementation Manager, blev senere projektleder med ansvar for risikostyring og fik efterfølgende ansvaret for organisationens kvalitetsledelsessystem.
Det førte videre til arbejdet med informationssikkerhed, ISO27001 og senere NIS2, CRA, CER og AI, inden hun blev opfordret til at søge stillingen som funktionsleder for Compliance & Governance.
I dag leder hun afdelingen Compliance & Governance og arbejder både strategisk og operationelt med blandt andet informationssikkerhed, kvalitetsledelse, compliance, risikostyring og governance.
"Jeg har fået lov til at opbygge noget nyt og fået massevis af nye kompetencer på områder, jeg aldrig før har arbejdet med. Det er lige mig."
Når compliance handler om at hjælpe andre
Selvom compliance, governance og kvalitetsledelse ofte forbindes med regler, kontroller og processer, ser Helle afdelingens rolle på en lidt anden måde.
"Jeg ser vores afdeling som et støttende organ, som hjælper resten af FlexDanmark med at levere gode løsninger til trafikselskaberne."
En stor del af Helles hverdag handler om samarbejde med medarbejderne i Compliance & Governance og om at sikre, at FlexDanmark lever op til kravene i blandt andet GDPR forordningen, NIS2-direktivet og anden relevant cybersikkerhedsregulering.
"Det at få modnet FlexDanmark i forhold til informationssikkerhed og NIS2 er helt klart noget af det, jeg er mest stolt af at have været med til "
Ledelse med tillid og åben dør
For Helle handler god ledelse først og fremmest om mennesker.
"For mig handler ledelse om at være tydelig, tilgængelig og til at stole på. Jeg tror på dialog og fælles forståelse. Vi kommer længst, når vi tør tale om tingene."
Tillid og fleksibilitet er vigtige værdier i Helles ledelsesstil, og hun lægger vægt på at skabe en hverdag, hvor medarbejderne har plads til både ansvar og udvikling.
"Mine medarbejdere ved, at min dør altid står åben."
Og når hun skal beskrive, hvornår hun lykkes bedst som leder, er svaret enkelt:
"Jeg lykkes bedst, når mine medarbejdere lykkes."
En arbejdsplads med plads til alle
Når Helle skal sætte ord på det, der gør FlexDanmark til noget særligt, vender hun tilbage til kulturen og fællesskabet.
"Plads til alle. Vi er en lille familie."
Hun fremhæver også det tætte samarbejde på tværs af organisationen og den måde, nye kolleger bliver taget imod på.
"Alle hjælper alle, og der bliver taget godt imod nye medarbejdere."
For Helle har relationerne betydet meget gennem årene.
"Jeg har skabt tætte relationer, som jeg også ser uden for jobbet."
Og når hun ser på fremtiden, er hun ikke i tvivl:
"Jeg kan sagtens se mig selv arbejde i FlexDanmark, til jeg skal på pension, hvis de da vil beholde mig."
Ordentlig, samarbejdende og værdiskabende
Hvis Helle skal beskrive FlexDanmark med tre ord, vælger hun organisationens egne værdier:
Ordentlig, samarbejdende og værdiskabende.
"Vi har alle været med til at vælge de tre værdier, og vi ER ordentlige, vi er gode til at samarbejde, og vi skaber værdi hver dag for tusindvis af borgere i Danmark og for hinanden. Derfor betyder netop de tre ord rigtig meget for mig."
De tre værdier er også afspejlet i FlexDanmarks strategiske landskab, som Helle selv har tegnet. Her har hun med sin kreative og visuelle tilgang været med til at omsætte strategi, mål og retning til et fælles visuelt billede, som organisationen er stolt af.
Og til dem, der overvejer at søge job hos FlexDanmark, lyder opfordringen kort og kontant:
"Just do it. Vi står klar til at tage imod dig."
Vil du være en del af os?